Hvad som ey dit Øye, Ser nøye, Kandst du uden Harme fordøye.

Men dersom Nordfarernes Troe var saa stoer, De kunde faa Bergen henfløttet i Noer, Ved ongefahr hundrede Miile; Hvor skulle den ganske Nordlendingens Tract,Af inderste Hierte sig fryde med Magt, Med lystige Ansigter smiile.

Det siunes at Verdens bortliggende Kandt, Vil have sig noget forvaret iblandt, Naturen er icke forbundenTil een eller annen besynderlig Tract,Gud haver og noget ved Polen nedlagt,Hvorved er Fornøyelse funden.

I denne Skiærsmissel det artig tilgik,Hver toge til takke den skade de fik, Og ingen lod anden anmode; Thi den Harpunerer behote sit Spiud,Og Hvalen beholte sit Spæk og sin Hud, De skiltes ad Venner og gode.

Nu har jeg spadseret Arctandria om.