Byd Manden paa samme Nadvær til Giæst,Jeg veed dog du hannem behagelig est, Saa lærr I sammen at snorke.Du snuser, hand tygger, saa lever i toe, Som Tiggere begge, med hiertelig Roe, Og ingen kan anden beskylde.

Nu hører du Læser, hvad Handel og KaarVi fattig' Nord-lændinger daglig udstaar,Og hvorpaa vi faar os at lave.

Da roede mand ud, naar at Solen gik frem, Og før hun gik under, vel hundret og femDa saae man paa Gielden ophænget. Saa kaagte de Lever, naar Folket var svang,Saa straxen kom Kiedler og Møllie paa Gang,Mand troede de skulde sig sprænget.

Da Høitiden og den berammede FæstFremskinnet, at alle blev buden som Giæst,Var Brudgommen længst uti Havet.Hvad var her at giøre, mand skicket ham bud, Mand satte Fartøyer og Slupper herud, Og allesteds Havet omstrømmet; Hand lod sig dog icke beqvemme dertil,Han bad dem inbiude, hvem Fanden de vil,Den Giæstebud hannem ey sømmet.

Thi Gurru hun svarede Halvor en Pæl, Tak have den Dan-Qvind' som giorde saa vel,Og icke goed Tilbud forsmaade; Ey heller var Anfri og Malfri saa svag, De begge med Flasken jo droges et Drag,Saa meget de stakler formaade.

Did reiser og nogle Mænd aarlig af stæd,Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed, Laug-Rættes-Mænd Loven dem nævner; Om hver den der sværger, forstaar sig derpaa, Det lader jeg denne gang u-omtalt staa, Til Dagen naar HErren indstævner.

Men Hammerøe ligger der inde med Land, Beskicket for en residerende Mand, Som Tienesten bør at forrette; Indbyggerne have der ligedan Kaar, Som andre der pløyer og høster og slaar, Thi kand jeg ey videre sette.

Men dersom Nordfarernes Troe var saa stoer, De kunde faa Bergen henfløttet i Noer, Ved ongefahr hundrede Miile; Hvor skulle den ganske Nordlendingens Tract,Af inderste Hierte sig fryde med Magt, Med lystige Ansigter smiile.

Du Trænen, du berger saa mangen en Baad,Naar Allene raser, u-børgen og kaad, Gud haver dig selver beskantzet,Med Halser og Hikler, med Staver og Meed, Paa hvilke de Aller sin Skanker af LeedHar ofte forsprunget og dantzet.