Jeg kæmper for retfærdighed og frihed – for alle. Jeg er et frit tænkende menneske, og i mine øjne findes der intet, ingen skrifter, ingen normer og ingen kultur, der er mere helligt end menneskeliv.

Og hvem er de mennesker, der har ret til at undertrykke, knuse og dræbe? Hvor får de deres ret fra? Fra Gud, fra Allah vil de nok sige. Men kan det passe, at ældgamle bøger, at ældgamle kulturer og traditioner kan være mere værd end os to? Mere hellige end menneskeliv? Mere værd end vores eksistens? Selv i dag?

Jeg kalder bogen for mit kampskrift. Idéen med den var at inspirere mine medsøstre til at frigøre sig. At få de kvinder og piger, som er undertrykte, til at kæmpe deres sag, bryde tavsheden og bryde ud af det liv, de bliver påtvunget allerede fra fødslen.

Det er mit ønske at inspirere verdens piger og kvinder til at indse, at rettigheder ikke er noget, som nogen giver én, men noget man har. Jeg vil gerne inspirere kvinderne til at se, at de er et lys i sig selv, og at deres indre styrke er stærkere end noget andet.

Jeg vil være frontløberen. Jeg vil gerne forandre verden med min bog og mine budskaber og mine ord, som jeg har nedfældet fra sygesengen i de seneste to år af mit liv, hvor jeg bare har været indlagt og været syg.

Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores.

[Frmesk] er først og fremmest en tåre for alle verdens undertrykte piger og børn. Hun er alle vegne: i daginstitutioner, i skoler, på sygehusene, i hjemmene, Hun er symbolet på den undertrykte kvinde, men hun er også den Fugl Føniks, der rejser sig fra asken og støvet.