3 Quotes by Jamal Bendahman

Der var ingen mere lig mig end min mor. Vi kunne begge stirre ud i luften i timevis fortabte i dybet af vores tanker. Vi havde begge to liv, det indre og det ydre. Vi havde samme hjerne, men udviklet i vidt forskellige miljøer.

Jeg lagde mig på sofaen og følte en bølge af melankoli strømme over mig, drukne mig og føre mig ud til havs for aldrig at blive set igen. Jeg havde ikke lyst til at blive set igen, jeg havde ikke lyst til at se venner eller familie, jeg havde ikke lyst til mad, jeg havde ikke lyst til sex, jeg havde ikke lyst til at opnå noget, jeg havde ikke lyst til at læse, se film, tage et bad. Jeg havde ganske enkelt ikke lyst til at være til.

Jeg gjorde alt for at skubbe Sofia væk fra mig, jeg følte ikke at jeg fortjente hende. Jeg kunne ikke være noget for hende længere, jeg kunne ikke være en mand for hende længere, jeg kunne ikke være en elsker for hende længere, jeg kunne ikke være en fortrolig for hende længere, jeg kunne ikke være hendes ligeværdige længere. Jeg var ingenting, og hun var alt, hun fortjente bedre. Mit selvhad var dybt, vedvarende og akkompagneret af bølger af skam.