Her er rummelig og bredt, her slår vi oss ned i en grushaug og spiser mat og drikker saft og ligger på ryggen med sprikende knær og røker pipe, mens blikket går lange turer på himmelen med hodet ned.

Jeg ligger og kjender at jeg hader dette forbandede fjeld, fordi det har makt over mitt sind. Hvad vil du mig - at jeg er kommet de utalte mil fra en blidere egn for å slite mig ut på dine endeløse skråninger og dingle som en misdæder over utslettelsen?

Det er tre ting en mand vil ha for sig selv, og det tredie er soveposen.

Men hensigten, spør folket, meningen, maalet? Der er ingen hensigt, der er intet maal. Tindesporten er meningsløs som selve livet, - derfor kan dens trolddom aldrig dø.

Som skodden skapes, ændres og forsvinder - slik skummer også livsformerne for fjeldets fot. Det er ikke menneskealdre Stetinden har skuet ned på fra sin ensomme høide, men jordaldre.

Og er ikke klippen sin tilbedelse værd? Prøver den ikke hjerte og nyrer før den gir plas for de utvalgte?

Så kastet jeg mig over Turistforeningens Årbøker og slukte hvad jeg fandt om klatring. Horunger, nåler og Djævleskar! Store Gud!

Jo riktig, jeg forlot min venn i to fingre på luselisten. Men han hang ikke sånn i sin simple almindelighet, nei det må man endelig ikke tro. For man tar feil hvis man tror det. Sørgelig feil tar man. For han hang mellem det fysiske og det astrale, mellem meditation og metamorforse, mellem første og anden aggregattilstand i fysisk henseende, og mellem fjerde og femte dimension i transcendentalplanet. Så det var bra han ikke kjendte nerver av navn.

Se i mig en 96 graders venn.