I disse sekunder, som koncentrationen gjør tidløse, oplever jeg hvordan hele min skjæbnes brede væv løper sammen til en eneste tråd i denne passage på en tolv-femten forbitrede fingertak.

Men hensigten, spør folket, meningen, maalet? Der er ingen hensigt, der er intet maal. Tindesporten er meningsløs som selve livet, - derfor kan dens trolddom aldrig dø.

Timer - timer i fjeldene. I mørke kan hænde, i uveir og kamp - Og de lyse, ugripelige, de av forfærdelig skjønhet. Dem du nødig nævner, og aldri kan dele med nogen, fordi de tilhører din sjæls ytterste ensomhet.

Vi sitter på varden og lar blikket seile. Fra jøkelens islys i øst til Lofotvæggens hilderland i vest under havranden. Det ryker av dypet og det driver av himlen, mens storm og tåke knuses mot hjørner og gjél. Og syn og sus flyter sammen til en saga om mineralets evige suverænitet.

Som skodden skapes, ændres og forsvinder - slik skummer også livsformerne for fjeldets fot. Det er ikke menneskealdre Stetinden har skuet ned på fra sin ensomme høide, men jordaldre.

Da revner tåken - og endnu en gang står han for oss, titanen, lynomfunklet, vassdrivende, skinnende som smergelpusset jern. Det raper av torden omkring ham, men det rager ham ikke, ingenting rager ham, der han troner i olympisk likegyldighet over livets svedende gesjæft - em ambolt hvorpå guderne kan hamre.

Spindelvævlette, verdenshavtunge fjernersprænger i dragsug menneskesjæle og stjerner - intet har form eller navn. Se, jeg er stille - se, jeg er rum og susning, se, jeg er aften efter en brændende dag. Jeg er alt, og alt er i mig, og mit hjertefølger i døende rytmer tidernes aandedrag.

Og er ikke klippen sin tilbedelse værd? Prøver den ikke hjerte og nyrer før den gir plas for de utvalgte?

Så kastet jeg mig over Turistforeningens Årbøker og slukte hvad jeg fandt om klatring. Horunger, nåler og Djævleskar! Store Gud!