Byd Manden paa samme Nadvær til Giæst,Jeg veed dog du hannem behagelig est, Saa lærr I sammen at snorke.Du snuser, hand tygger, saa lever i toe, Som Tiggere begge, med hiertelig Roe, Og ingen kan anden beskylde.

Nu hører du Læser, hvad Handel og KaarVi fattig' Nord-lændinger daglig udstaar,Og hvorpaa vi faar os at lave.

Da roede mand ud, naar at Solen gik frem, Og før hun gik under, vel hundret og femDa saae man paa Gielden ophænget. Saa kaagte de Lever, naar Folket var svang,Saa straxen kom Kiedler og Møllie paa Gang,Mand troede de skulde sig sprænget.

Da Høitiden og den berammede FæstFremskinnet, at alle blev buden som Giæst,Var Brudgommen længst uti Havet.Hvad var her at giøre, mand skicket ham bud, Mand satte Fartøyer og Slupper herud, Og allesteds Havet omstrømmet; Hand lod sig dog icke beqvemme dertil,Han bad dem inbiude, hvem Fanden de vil,Den Giæstebud hannem ey sømmet.

Did reiser og nogle Mænd aarlig af stæd,Som skal for Laugmanden aflegge sin Eed, Laug-Rættes-Mænd Loven dem nævner; Om hver den der sværger, forstaar sig derpaa, Det lader jeg denne gang u-omtalt staa, Til Dagen naar HErren indstævner.

Men dersom Nordfarernes Troe var saa stoer, De kunde faa Bergen henfløttet i Noer, Ved ongefahr hundrede Miile; Hvor skulle den ganske Nordlendingens Tract,Af inderste Hierte sig fryde med Magt, Med lystige Ansigter smiile.

End spør du om Himmel og Veirligheds Art,Da viid, at de os, een fortræden FræmfartMed vreed Elementer tilføyer;U-lidelig Frysen og stormende Slud, At hvo som vil stænge sig Vinteren ud,Hand see sig om forede Trøyer.

Jo ældere Verden hun bliver af Aar, Jo værre jo slæmmer' er Menniskens Kaar, Vi haver alt levet det beste.

Det siunes at Verdens bortliggende Kandt, Vil have sig noget forvaret iblandt, Naturen er icke forbundenTil een eller annen besynderlig Tract,Gud haver og noget ved Polen nedlagt,Hvorved er Fornøyelse funden.