Saa kan hver Fornuftig vel dømme ved sig, Naar Mennisker friske maa legges i Liig; Hvad Ynk da maa være paa færde!En Broder ey anden at frelse formaar, Den stercke, den svage, har ligedan Kaar, Dem hielper ey Læg eller Lærde.

Her flyter en Aare, her Tilger og Vrag, Her Tofter saa mange som Steene paa Tag,Her Kropper og Legemer døde.

Thi Søen tager saa mangen;Her sidder en Encke, som Manden har mistOg hisset en anden, har Skilsmisse fristHvis Mand er fordrugnet for langen.Man spørger en Fader, som Sønner har stoor,Hvor er dine Sønner? de blev udi Fior,Man fritter en Søn om sin Fader;Strax skal hand dig grædende svare med hast, Min Fader blev borte med Tackel og Mast,Den Sorg mig saa snart icke lader.

Mig mindes vel og den u-lyckelig Stund, Da henved fem hundrede Kroppe til Grund,Omkomme for U-veyr paa FoldenHvor ey kunde føres en Traad eller Klud;Af tusinde Siele, som seilede ud,Kom neppe tre hundred beholden.